Området

Spændende byer tæt på

Bussana Vecchia er en kunsterby med en anderledes historie. I 1887 blev byen ramt af et altødelæggende jordskælv og i mange år var byen kun ruiner. I 60’erne flyttede en flok hippier ind i husene og stille og roligt flyttede kunstnere ind og dannede det grundlag, som byen er kendt for i dag. Man kan kombinere kunstbesøg med spisning på en af de små restauranter.

Badalucco har en olivenolieproducent, som har produceret områdets olivenolie i over 100 år. Man kan fra november til april se hvordan det bliver til og smage de forskellige kvaliteter. Lidt nord for byen kan man også snuppe en dukkert i en naturpool.

Sanremo er den smarte storby i miniformat. Der er marked tirsdag og lørdag om formiddagen. De mange butikker finder du i centrum med hyggelige gågader. Parker bilen ved havnen.

Trekking/bad

Området byder på mange muligheder for at komme rundt i terrænet. Gode korte eller længere vandreture kan planlægges. Spørg efter muligheder for vandreture på den lokale bar eller hos købmanden. En af ruterne finder I ved bare at følge stien op ad bjerget i retning mod Badalucco. Her finder I også badebassinet, som bruges om sommeren. Stierne er mærket med en rød eller hvid streg.

Cykeltur langs kysten

I kan leje cykler i kystbyerne og køre på cykel på en nyere smukt anlagt cykelrute. En fantastisk rute i et land som hylder cyklingen.  Er I i Ceriana i marts måned kan I opleve cykelklassikeren Milano-Sanremo, som passerer igennem en af byerne tæt på. Tjek den præcise løbsdato.

Strand

Der er strande i Sanremo. Nemmest at finde er en stenstrand lige øst for lystbådehavnen. Den er gratis. Lækre sandstrande er i nabobyen, Arma di Taggia. På dele af stranden skal man købe strandstole. Skilte med Spiaggia Comunali viser vej til offentlig og gratis strand. Men der er mange skønne strande langs meget af kysten, så husk badetøjet når I kører tur. Eksempelvis til Diano Marina som har skønne sandstrande og en charmerende bykerne med gågader.

Ski

I sæsonen kan man stå på ski 5 kvarters kørsel fra Ceriana i skisportsstedet Limone Piemonte. Skiområdet er på 100 km og ca. 20 lifter, og udover at være usædvanlig smukt, et meget varieret skiterræn med brede blå og røde pister med suveræn hældning, samt enkle skrappe sorte pister. Beliggenheden så tæt på Middelhavet gør, at skyerne, når de stiger, efterlader store mængder sne i Limones bjerge.

Afstand til:

  • Flodbad 500m
  • Strand 12 km
  • San Remo 15 km
  • Nice 76 km
  • Monaco 62 km
  • Piemonte Limone (Ski) 104 km